d.31.05.12. Lille MORRIS (udtales med å-agtig lyd, og nej, der er ikke z i hans navn) LANDER er kommet til verden; 50 cm lang og 2936 g stor med små varmeknopper på næsen, modermærke under den ene fod og solbrændt kulør pga. gulsot i den lille skala. Og lækker, naturligvis med bløde gummiører og store hænder med mange folder og lange negle!
Det er så uvirkeligt, at jeg har født en lille dreng, og at Dennis og jeg med et smertefuldt trylleslag er blevet forældre. Tænk, for et øjeblik siden var den lille gyldenhårede et liv inden i mig, nu er livet kommet til live ude i det fri... og vi elsker ham allerede og kan ikke få øjnene fra ham.
Sjovt som mange kvinder siger, når de taler om fødslen set i bagspejlet, at de på en eller anden måde gik ind i dem selv. Hvad er det lige at gå ind i sig selv? og kan man mon gøre det bevidst, hvis man da ikke er dronning af meditation?, tænkte jeg, da veerne begyndte d.30. om eftermiddagen (omtrent da vi kom hjem fra en svømmetur på Hillerødgade og Mary Rau ringede). Kl.15-16 huskede jeg Christel V. Winthers råd om at læne sig ind over en kommode eller vindueskarm og vippe numsen rundt i cirkler for at lette smerterne fra veerne, som nærmest fra start kom regelmæssigt ca. hvert andet minut. Det var ok til en start, men jeg foretrak at sidde i indianerhug på gulvet inde i solen i stuen med hovedet hvilende på Dennis' lår eller læne/sidde/springe rundt inde i sengen. NB. jordbær med fløde hjælper en lille smule!
Kl.19-19.30 gik vi ind til Riget for at få en tjekker fra en jordemoder. Fik puckagtige brikker på maven, som registrerede veernes forløb og styrke og babyens hjertelyd, som så fint ud, men var kun to cm åben, så hjem igen og (små)spise KK - kikærter og kylling med røget paprika.
Hjemme kom der ordentligt gang i veerne - Shit, hvor gør veer dog ondt! og afsted igen mod indgang fire ... med taxi (vores sorte chauffør havde klart børn selv og tog det cool, når jeg jamrede mig, og han var ikke bange for sine lædersæders ve og vel). Og kl.23.30 sad jeg i nettrusser i kørestol på vej mod fødeafsnittet og fødeleje 14, 4 cm åben og med klyxcirkus lagt bag mig med Dennis halsende efter. Søde asiat jordemoder Mie Kvist installerede lattergasmaske og lun pude og playlist på computeren, der spillede natten lang, mens jeg baksede og rumsterede mig vej gennem veerne rundt på stuen med Dennis ved siden af, som sugede og pustede med i vejstrækningskor, når der var veer.
Ved midnatstid overvejede jeg, om jeg nogensinde ville opleve at lægge mig til at sove igen, uden frygten for at blive vækket brat op igen af en ve!? Dennis sagde efterfølgende, at jeg blundede imellem veerne, men jeg tror nu, at jeg helt umiddelbart var gået ind i mig selv og ladede op til den næste ve og mødet med den søde og plasticagtige duft fra lattergassen.
Erindringen sejler lidt, men jeg kan huske:
- at lyset på stuen var behageligt 70'er gulligt,
- at Dennis sad i en lænestol i hjørnet og sprang op og gav mig den modsindgydende maske og holdt mig i hånden, når tid var (og kan ikke huske, at husbonden skrev sms'er),
- at det bed inde fra i venstre side (fordi Morris' hovede skruede sig nedad igennem fødselskanalen i rivende hast, fik jeg senere af vide),
- at Mie K. efter en evighed sagde, at nu var jeg fem cm åben (GISP ... kun én cm mere) og en time senere ni cm,
- at fosterhinden sprang med et smæld,
- at jeg hylede ind i masken, da presseperioden begyndte, men ikke så højt, at jeg overdøvede kvinden på nabostuen,
at Morris' hoved udspilede mit skind for neden helt vildt, og jeg tænkte: "hul i, hvis jeg brister op til issen, nu skal den baby fødes",
- at Mie bekendtgjorde, at nu var babyens hovedet ude og med et... hele babyen, som skreg sine lunger til live,
- og da jeg fik den lille dreng op på brystet et øjeblik efter og kunne granske ham sammen med min rørte mand!
Dennis klippede navlestrengen, jeg fik to sting, moderkagen (det smukke livets træ) blev kastet rundt for øjnene af os, mens vi drak æblejuice, og Morris var lyslevende og i højere grad end nogensinde til at forholde sig til og elskelig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar