1.uge: Cirkustelte og råddenskab

(uge 22) Hjemvendt til Fælledvejens Passage med Morris klædt i blå frotte sparkedragt, som Dennis selv havde på for 29 år siden, da han kom hjem fra hospitalet med far Kurt og mor Margit. Og en lang arm til Dennis efter at have båret liften hele vejen.

Det føltes specielt at være hjemme, hvor vi tidligere bare var os to og en stor mave til nu at være tre og en rigtig lille familie.

Mor og far var ude at køre med den hvide knirke barnevogn i Fælledparken og senere på aftenen hjemme at besøge moster Fie, der havde gjort rent til guld sammen med mormor i deres nye hjem på Mimersgade 118. De to kvinder gjorde store øjne, da de så mama Bolettes runde kanonkugle bryster på størrelse med cirkustelte, da hun skulle amme.

Dennis spillede "Just like a woman" af Bob Dylan, og Morris spidsede ører, og mor måtte knibe en tåre, fordi hun tænkte på, da hun gik far i møde i kirken nytårsaften (med en fire måneder gammel spire i maven) til netop den sang.

Far og søn lå inde på sengen i det prikkede sengetøj og kiggede hinanden i øjnene - Morris har flere gange fået æren af at ligge og sove på brystet af enten mor eller far, fordi det siges, at børn der ligger hud mod hud generelt "sover bedre, græder mindre og har en mere stabil hjerterytme ... (OG) hurtigere udvikler social intelligens og evnen til at interagere". SEJT! Desværre hjælper det ikke på lugten fra en rådden navlestrengsstump: vi havde ikke fået af vide, at det er af største vigtighed, at man renser med vatpinde rundt i kanten af den lille, friske navle, indtil den tilbageblevne bid navlestreng er faldet af.

Morris var til vægt- og gulsotkontrol på Aldersro og mødte en lettere dement jordemoder, der blev ved med at kalde Bolette for Pernille, voldanvendte ordet "ja" og gentog 117 gange, at Morris bare skal spise sin gulsot væk. Ok, det er noteret!

d.31.05.12 Hej Ylette

d.31.05.12 ... efter far, mor og baby havde tilbragt en håndfuld timer uforstyrrede på fødestuen, og dagen havde bidt natten i halen og sendte sit lys ind på stuen, kom personalet i tanke om, at vi endnu var på afdelingen, og de bestilte en taxi med retning mod patienthotellet på Aldersrogade.

I receptionen fik vi af vide, at vores søn lignede en gammel mand og ikke en nyfødt (havde jordemoderen mon Donald Trumps eller måske Yoda i tankerne?). Hun forklarede sig med, at hun syntes, at Morris havde nogle usædvanligt markerede træk i ansigtet, og at han ikke var spor hævet. Vi var enige - vores baby er iøjefaldende smuk og utrolig lækker!

Det næste halvandet døgn levede vi på 10m2 i vores barselscelle nede for enden af gangen med elevationssenge og tykke og tunge dyner og all you can eat ylette og sveskejuice med stor kærlighed og overvældethed i hjerterne. Jeg ammede Morris for anden gang (og mange flere) og lyttede til jordemoderråd om at putte så meget af brystet ind i munden på den lille som muligt og massere hans kinder, så hans sutterefleks blev stimuleret. Vi sludrede og skiftede et væld af stofbleer med sort tjærestads, modtog et komplet uoverskueligt antal sms'er med søde ord, fik besøg og mange smukke bonderoser af mormor, Fie og Jens, Jose, Kristian og Therese, Ulrik og Patricia, og min mave lignede en slatten ballon, og man kunne næsten gribe om rygsøjlen, når man maste næven ind i det bløde maveskind.

Morris havde fregner, indtil vi vaskede ham første gang, og et par store, blå øjne, som han åbnede flittigt. Han sov i en orange plexiglas-kasse på hjul, når han ikke blev lullet hos de stolte forældre (og venner). TAK Gud for Morris§!

d.27.05.12 Stor mave, stor baby?

d.27.05.12 én uge efter termin (og elleve år siden, jeg blev konfirmeret)... og ingen baby morris på vej! Vi var i kirke i dag og sang "Ånd over ånder, kom ned fra det høje", og det var så smukt, at jeg fik tårer i øjnene, ligesom jeg har fået, når jeg er zappet forbi "Sporløs" på DR eller har tænkt på de udsendte soldater eller set fødselsvideoer fra Skejby osv.

Jeg glæder mig til, at fødslen sætter ind og at skulle hjælpe vores lille søn til verden med min mand ved min side og hans hænder på mine skuldre eller lænd... eller vores hænder i hinandens?!

Jordemoder Sara k tipper, at han vejer 3600 g, og hun mener, ligesom Dennis, at Morris først kommer til verden i juni måned. Nonsens, jeg tror, at han kommer en af dagene.

d.30.05.12 Baby og bare bryster

d.31.05.12. Lille MORRIS (udtales med å-agtig lyd, og nej, der er ikke z i hans navn) LANDER er kommet til verden; 50 cm lang og 2936 g stor med små varmeknopper på næsen, modermærke under den ene fod og solbrændt kulør pga. gulsot i den lille skala. Og lækker, naturligvis med bløde gummiører og store hænder med mange folder og lange negle!

Det er så uvirkeligt, at jeg har født en lille dreng, og at Dennis og jeg med et smertefuldt trylleslag er blevet forældre. Tænk, for et øjeblik siden var den lille gyldenhårede et liv inden i mig, nu er livet kommet til live ude i det fri... og vi elsker ham allerede og kan ikke få øjnene fra ham.

Sjovt som mange kvinder siger, når de taler om fødslen set i bagspejlet, at de på en eller anden måde gik ind i dem selv. Hvad er det lige at gå ind i sig selv? og kan man mon gøre det bevidst, hvis man da ikke er dronning af meditation?, tænkte jeg, da veerne begyndte d.30. om eftermiddagen (omtrent da vi kom hjem fra en svømmetur på Hillerødgade og Mary Rau ringede). Kl.15-16 huskede jeg Christel V. Winthers råd om at læne sig ind over en kommode eller vindueskarm og vippe numsen rundt i cirkler for at lette smerterne fra veerne, som nærmest fra start kom regelmæssigt ca. hvert andet minut. Det var ok til en start, men jeg foretrak at sidde i indianerhug på gulvet inde i solen i stuen med hovedet hvilende på Dennis' lår eller læne/sidde/springe rundt inde i sengen. NB. jordbær med fløde hjælper en lille smule!

Kl.19-19.30 gik vi ind til Riget for at få en tjekker fra en jordemoder. Fik puckagtige brikker på maven, som registrerede veernes forløb og styrke og babyens hjertelyd, som så fint ud, men var kun to cm åben, så hjem igen og (små)spise KK - kikærter og kylling med røget paprika.

Hjemme kom der ordentligt gang i veerne - Shit, hvor gør veer dog ondt! og afsted igen mod indgang fire ... med taxi (vores sorte chauffør havde klart børn selv og tog det cool, når jeg jamrede mig, og han var ikke bange for sine lædersæders ve og vel). Og kl.23.30 sad jeg i nettrusser i kørestol på vej mod fødeafsnittet og fødeleje 14, 4 cm åben og med klyxcirkus lagt bag mig med Dennis halsende efter. Søde asiat jordemoder Mie Kvist installerede lattergasmaske og lun pude og playlist på computeren, der spillede natten lang, mens jeg baksede og rumsterede mig vej gennem veerne rundt på stuen med Dennis ved siden af, som sugede og pustede med i vejstrækningskor, når der var veer.

Ved midnatstid overvejede jeg, om jeg nogensinde ville opleve at lægge mig til at sove igen, uden frygten for at blive vækket brat op igen af en ve!? Dennis sagde efterfølgende, at jeg blundede imellem veerne, men jeg tror nu, at jeg helt umiddelbart var gået ind i mig selv og ladede op til den næste ve og mødet med den søde og plasticagtige duft fra lattergassen.

Erindringen sejler lidt, men jeg kan huske:
- at lyset på stuen var behageligt 70'er gulligt,
- at Dennis sad i en lænestol i hjørnet og sprang op og gav mig den modsindgydende maske og holdt mig i hånden, når tid var (og kan ikke huske, at husbonden skrev sms'er),
- at det bed inde fra i venstre side (fordi Morris' hovede skruede sig nedad igennem fødselskanalen i rivende hast, fik jeg senere af vide),
- at Mie K. efter en evighed sagde, at nu var jeg fem cm åben (GISP ... kun én cm mere) og en time senere ni cm,
- at fosterhinden sprang med et smæld,
- at jeg hylede ind i masken, da presseperioden begyndte, men ikke så højt, at jeg overdøvede kvinden på nabostuen,
at Morris' hoved udspilede mit skind for neden helt vildt, og jeg tænkte: "hul i, hvis jeg brister op til issen, nu skal den baby fødes",
- at Mie bekendtgjorde, at nu var babyens hovedet ude og med et... hele babyen, som skreg sine lunger til live,
- og da jeg fik den lille dreng op på brystet et øjeblik efter og kunne granske ham sammen med min rørte mand!

Dennis klippede navlestrengen, jeg fik to sting, moderkagen (det smukke livets træ) blev kastet rundt for øjnene af os, mens vi drak æblejuice, og Morris var lyslevende og i højere grad end nogensinde til at forholde sig til og elskelig!